Du er her:
Sonetter
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag
Vis informasjon om diktet
Vis metrisk notasjon
Vis innholdsfortegnelse
xml, pdf
Sonetter
(Indledning til et Foredrag i den litterære Forening)
  Versetype:strofisk femfotsjambisk sonettgruppe
  Rimskjema:R
  Metrisk formel:bi '11
  
1
 
A Paa Livets Indsø glide tvende Baade, 
BMen begge seile i forskjellig Retning; 
ADen Ene har for Tanken ingen Gaade, 
BDen Anden letter dine Gaaders Gjætning. 
   
B5Den Ene følger nok den gamle Sætning 
AAt la’e Forsigtighed for Lykken raade, 
BDen Anden gjør det stadigt til Forretning 
AAt tumle sig iblandt Delphiner kaade. 
   
C Den Ene bruger sine tunge Aarer 
D10Og driver møisomt fremad under Stranden, 
CDen Anden Seilet til sin Vinge kaarer. 
   
EDen Ene farer paa Gevinstens Vegne 
DOg derfor er den lastet indtil Randen, 
EDen Anden glider let mod Lysets Egne. 
   
  
2
 
A15Har du Tilbøielighed for det Reale, 
BSaa stig ombord i den solide Skude, 
AOg seil for Guds Skyld ikke med de Gale 
BSom tumle sig paa Dybet langt derude! 
   
BVel vifte Vestenvinde der saa svale, 
A20Mens grønne Øer over Voven lude, 
BPaa deres Strande lette Fugle dale; 
AMen, – ikke sandt? du véd de Storm bebude! 
   
CNei hold dig heller i det snævre Stræde; 
DDer kan du trøstigt gjennem Sivet styre, 
E25Mens Kjølen skurrer over Dynd og Stene. 
   
DDer har du jo din faste Maanedshyre, 
EOg gik det galt saa skulde jeg dog mene 
CDu tog ei Skade af en smule Væde. 
   
  
3
 
ADog, er du ung, – ja ei af Aar alene, 
B30Men og i Sindet og i dine Tanker 
ASaa huer dig nok bedst den anden Scene 
BHvor Baaden glider under Blomsterranker. 
   
BDer øiner du dit Ideal, hun vanker 
ABlandt Alfeskarer under tætte Grene; 
A35Tab hende ei afsigte, hun alene 
BKan redde dig fra Prosalivets Banker. 
   
CDit Ideal er intet Skyggebilled, – 
DHun er et Væsen, aandigt og besjælet, 
CHun er som Maal for dine Længsler stillet. 
   
D40 Hun har sig med dit Inderste formælet, – 
ERiv hende af din Sjæl, og du vil møde, 
EHvorhen du vender dig, et evigt Øde! 
   
  
4
 
AVel har Enhver et «Noget», han tilbeder, 
BOg som af Alting synes ham det Bedste; 
A45 Gourmand’en sværmer jo for Bordets Glæder, 
BEn Anden holder mest af smukke Heste. 
   
AOg Mange glæde sig ved nye Klæder, 
BOg ynde Baller og brillante Feste, – 
AEn ønsker sig en Helgens Navn og Hæder, 
B50 Og elsker høit sig selv; – men ei sin Næste! 
   
C Vi, Brødre! vi har noget Bedre villet, 
DOg derfor maa vi kjæmpe kjækt, ihærdigt, 
DHint Andet er kun Prosaisten værdigt; 
   
EThi see, det mangler Aandens ædle Stempel, 
C55Og derfor staaer det som et Afgudsbilled, 
EEn livløs Støtte i et hedensk Tempel. 
   
  
5
 
A Pygmalion sin Marmorbrud jo skabte 
BFor at hun skulde til hans Klage lytte, 
AOg i Beskuelsen han sig fortabte; – 
B60Dyb Sandhed ligger i den gamle Mythe. 
   
BThi Sagnet melder, at til ingen Nytte 
AHan hende favnede og Smykker bragte; 
BHan blev dog Selvbedrageriets Bytte 
ATil Himlen i hans Brud et Aandsliv vakte. 
   
C65 Hans varme Bønner var det, og hans Taarer, 
DSom dengang blidt bevæged hans Gudinde, 
DOg lod ham Aanden i hans Aandsbrud finde. 
   
ESaa prøve ogsaa vi de unge Kræfter! 
EThi aldrig findes hvad vi hige efter, 
C70Før vi et aandigt Ideal os kaarer. 
   
  
6
 
AMen det er ikke paa en brolagt Gade 
BAt Blomsterklynger dufte dig imøde; 
ANei, du maa Alfarveien kjækt forlade 
BOg bane Stier i Naturens Øde. 
   
A75Der maa du vælge dig et lønligt Stade 
BHvor modne Frugter rundtomkring dig gløde, 
ADer, skjult for Livet, kan du Aanden bade 
BI Blomsterdug og Himlens Morgenrøde. 
   
CNaar da du atter træder ind i Livet, 
D80Selv om du maa for Interesser stræbe, 
EDer ligge under dine Længslers Sfære, – 
   
CSaa er d i g Trøst for al dets Tomhed givet, 
EThi da kan du paa dine Minder tære; 
DDe kvæge sødt, som Duft fra Rosens Læbe. 
   
  
7
 
A85Jeg tænker paa det gamle Sagn om Svanen; 
BVed Livets Ende lyder først dens Kvæde, 
BFør var den stum; – thi lader os betræde 
AMed munter Sang den første Deel af Banen. 
   
A Ak, engang komme vi vel ud af Vanen, 
B90Snart har vel ogsaa vi forglemt at kvæde, 
AOg følge villieløst med Karavanen 
BHenover Livets solforbrændte Hede. 
   
C Og derfor ville vi af Vaarens Glæder, 
CSom Lærken, bygge vore stille Reder 
D95Og ruge troligt paa Erindringsskatten. 
   
DOg naar vi drømme der i Vinternatten, 
ESaamangen venlig Blomst vi da gjenfinder, 
EMed visne Blade, men med friske Minder! 
   

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her